Er du restaureringshåndværker og vil du ha’ et boost af faglig stolthed og tradition, så kom med os på Hjerl Hede i Kr. Himmelfartsferien.
Vi står for aftenunderholdningen omkring bålet, når publikum er gået hjem og det er tid til faglig hygge. Den står på vågenatsfortællinger, som det kendes fra mile- og pottebrændingen, der skulle overvåges natten igennem. Her kan du høre om naverkulturen og musik omkring bålet, og måske har du også selv en “røverhistorie” eller to i ærmet?
I år koster det ikke noget at deltage for håndværkere incl. forplejning og overnatning på stedet.
Vil du hellere have hele familien med er der masser af program i dagtimerne:
I kan opleve, hvordan smeden arbejdede i gamle dage med blæsebælg, esse, hammer og ambolt. Børstenbinderen vil vise, hvordan man laver håndlavede børster, og keramikeren drejer skåle og kopper. Snedkeren vil vise, hvordan man renoverer vinduer med hjælp fra maleren, der vil vise, hvordan man kitter ruder i. Også nutidens måde at gribe håndværket an på vil blive demonstreret og forklaret rundt om på standene. Mange af håndværkerne vil også give jer mulighed for selv at prøve kræfter med udførelsen af håndværket. Så kom og prøv, hvordan man hugger en skål i friskt træ, bruger en gammeldags høvl eller prøv at strikke efter gamle mønstre.
Dette er kun et lille uddrag af alle de vidunderlige håndværk, du kan opleve. I kan også opleve arbejde i ben og horn, håndhugning af tømmer, vævning, pileflet, læderarbejde, Sevel Øko , fremstilling af sæbe, en guldsmed, hvordan man laver terrazzo, bogbinderi, hvordan man laver reb, løbbinding med rughalm, krympedåser, hvordan man laver tagspån med flækøkse, bageri, honningproduktion, og meget mere.
Følg linket, hvor du kan læse meget mere om Håndværk i alle tider på museets hjemmeside.
Er du restaureringshåndværker og vil deltage, skal du tage fat i Simon Egemose Kirk på:
Mobil: 21 18 78 56
Mail: sk@hjerlhede.dk
Vi glæder os til at se dig ✏